KÄHLER Omaggio jubilæumsvase

Wow – den er altså ret flot – Kählers jubilæumsvase!

Omaggio vasen med de smukke messing striber er lavet som hyldest til Kählers 175 års jubilæum, som de kan fejre i år.
Den passer perfekt ind i tidens trend og jeg ville sætte den sammen med en masse hvid keramik, grå og pastelrosa nuancer for at få det moderne udtryk.
Den laves i en Limited Edition i 20 cm vasen og mini vasen – se mere hos Kähler.

Karina Bækkelund og Kähler

Fedt når der bliver arrangeret designevents i det østjyske!

Endnu et lækkert design samarbejde mellem Kähler og illustratoren Karina Bækkelund. De ER altså gode hos Kähler, til at fange tidsånden og få noget virkelig frugtbart ud af den! Den plakat må jeg have fingrene i 🙂

Jeg ærgrede mig sådan over, at jeg ikke nåede at tilmelde mig eventet (som blev afholdt d. 20. februar) hos Decorate shop i Aarhus, hvor Louise Haugaard bag a mile in the woods og Sofie Børsting begge ville være der og dekorere bakker.

Nogen der ved hvornår HAY holder deres årlige lagersalg i øvrigt?? Selvom jeg hørte om frygtelige historier om lange lange køer sidste år, så må jeg altså troppe op i år og se om jeg kunne være heldig at få fingrene i noget!

Kähler jubilæumsplakat online

Juhuu – den fine Kähler Omaggio jubilæumsplakat er online!

Den fine plakat som udkom sidste år og som hidtil kun har kunnet købes hos Kähler i Aarhus, er nu lagt på webshoppen og kan købes her. Jeg har lavet et indlæg tidligere om den her, hvor man kan se Sannes fine styling af plakaten.
Dog er den vist allerede udsolgt i sort og hvid, men skulle komme på lager igen i næste uge, så man må være hurtig på tasterne 🙂 Den koster 149,- kr.

Et Kähler tip

Blot et lille tip: 
Man kan vinde fine Bellino krukker og få 5% på alt i Kähler webshoppen i september ved brug af ovenstående kode.
Hvis man er vild med Kähler som jeg er, så kan deres nyhedsbreve anbefales – de er flot sat op, enkle og altid med en god konkurrence eller nyhed 🙂

Glimt fra yndlingsbyen

 

Jeg var forleden i Aarhus til et seminar i det nye kulturhus Hermans i forbindelse med jobbet og besluttede mig for efterfølgende at gå en (lyn)tur på M.P. Bruunsgade, som ligger i mit yndlingshood i Aarhus, nemlig Frederiksbjerg.
Selvom det kun er 1½ år siden vi flyttede fra bydelen, er der sket stor udskiftning i butikkerne og resultatet er desværre blevet mere mainstream med færre skæve butikker og delikatesser. Dog er det stadig en “Feinschmecker-gade” med butikker som Emmery’s, Lagkagehuset, Kähler Spisesalon – Coffee Station samt designbutikken, Paradis isSchweizerbageriet, Sushi+, Pindstrup blomster og mange flere…
Turen gik videre til Decorate shop samt Frisør Gleerup i Jægergårdsgade, hvor jeg fik farvet hår med farve uden farlig kemi og købt en frisk omgang Frisørens te. Jægergårdsgade er til gengæld blomstret op og byder på mange sjove butikker og caféer som fx Forlæns & baglæns.
Jeg endte hos min veninde, som bl.a. stillede an med denne lækre lakseforret og så var der dømt tøse- og graviditetssnak og en lækker Nespresso latte til at runde af med. På trods af jeg faktisk er STOR kaffedrikker, er sidstnævnte første kop kaffe jeg drikker i over 2 måneder, da lysten til kaffe helt forsvandt, da jeg blev gravid… 🙂
Hvis I skal en tur forbi Aarhus, så husk også at besøge grønttorvet (onsdag og lørdag formiddag) og loppemarkedet på Ingerslevs Boulevard – sidste gang i år er søndag d. 29. september!