Te tid og savnet af byen

Jeg er gået i te-sæson og drikker te som aldrig før!

I min teæske finder man primært økologisk Pukka te, hvor favoritterne er Cleanse, Refresh og Chai. Jeg er også vild med Frisørens te, som jeg i sin tid altid købte hos yndlingsfrisøren Birthe Gleerup, da jeg boede i Aarhus. Den har en lækker friskhed og sødme og er blandet af lakridsrod og mynte. Den er faktisk blevet helt berømt i Aarhus. Jeg skal i salonen i næste uge, så må lige få købt en ny pose te ved samme lejlighed 🙂

Lige for tiden, hvor vi går mod efterår, mærker jeg kraftigt savnet af og minderne fra min studietid, Aarhus og de små svipture til København. Jeg savner at mærke byens puls og evne til at overraske mig med nye cool butikker, lækre delikatesser og masser af inspiration.. Minderne om studielivet med cyklen igennem byen, frihed og tid om formiddagen og impulsive ture til Kbh er dejlige, men savnet af dem store. En enkelt sang fra den tid kan næsten få tårerne frem.

Nu bliver jeg nok en smule nostalgisk. Ingen tvivl om at jeg elsker mit liv med mand, hus & have, fuldtidsjob og egen bil, men lige for tiden trænger jeg virkelig til at få et kick af storbyen! Der kan min nuværende by altså slet ikke være med… Så det er fantastisk at have veninder midt i Aarhus, som har tid til at drikke kaffe (eller te) med mig og tøsesnakke en hel aften – åh hvor jeg glæder mig!

Nå ja – så tror jeg forresten det er en god idé at finde cyklen frem, trille lidt rundt i min egen by og snuse efterårsduften ind. For godt nok er vores Fiat500 elsket, men hun er altså ikke så nem at have med inde midt i byen.

Billede lånt fra bloggen her

Te inspiration!

I mangel på kamera for tiden, er det godt nok småt med billeder af huset og alle de ting vi har fået lavet her i juli måned.. Men de kommer! Bl.a. har vi fået sat en tyk, lang sortbejdset hylde op i køkkenet – ja, det lyder måske ikke af så meget, men det ser virkelig flot ud, giver god kontrast og plads til at sætte lidt personlighed til det hvide Svane køkken.

Her indgår Pukka‘s skønne te og indpakning, for æskerne er så fine og farverige og jeg har tænkt mig at nyde både smagen og udseendet af dem i mit køkken:-)