Min nye køkkenhjælp

Lækre fritter med et minimum af fedtstof

Vask, skyl og tør kartoflerne grundigt

Skovlen vender selv kartoflerne rundt, så alle bliver lige stegt gyldne og sprøde.
Kun én spsk. olie til 1 kilo kartofler = sprøde fritter!

Færdige fritter serveret med Læsø salt
og hjemmelavet burger med groft brød, avocado, chili-Gouda og kylling

Vi tester i øjeblikket ActiFry – her kommer opskriften på lækre, sunde pommes frites!

Jeg er blevet tilbudt at teste en Tefal ActiFry køkkenmaskine, som lover at gøre det nemt at lave sunde og nemme retter og med mulighed for både at lave klassiske “friterede” retter, men også dampede grønsager og saftig fisk og kød. 
Jeg er som bekendt på barsel og tænkte: Tjo, jeg kunne da godt bruge “et par ekstra hænder” i køkkenet, nu hvor min baby ofte er urolig, netop som jeg skal igang med madlavningen.
Første ret vi har testet er obligatorisk – for Tefal lover, at man kun skal bruge en spsk. olie til et helt kilo kartofler, for at få sprøde pommes frites! Kan det nu passe?
Vi elsker hjemmelavede pommes frites og burger – især når min bonussøn er hos os. Jeg går dog meget op i, at vi laver det så fedtfattigt, som nu retten tillader og dvs. at fx. burgerbollerne gerne må smage af mere og være mere fiberrige end de normale hvide og tørre burgerboller. 

Nu til anmeldelse af ActiFry maskinen:

Æ S T E T I K: Den er som sådan ikke særlig smuk og temmelig pladskrævende (og jeg er ikke fan af køkkenmaskiner i forvejen) – et stort plus er dog, at den er hvid og at alle dele kan kommes i opvaskeren (bortset fra selve maskindelen).
F U N K T I O N: Der er 2 opskriftshæfter med, med mange ok retter, som fx. risotto og dampet fisk. Desuden har jeg downloadet My Actifry app’en, som gør det nemt at have guide og opskrifter lige ved hånden. Min kæreste er lidt skeptisk mht. maskinens brug af watt – den bruger 1800 watt. Men vi har ikke undersøgt hvad forskellen er på at lave pommes frites på den dobbelte tid i en alm. ovn. 
B R U G E R V E N L I G H E D: Der er et minimum af knapper, hvilket er virkelig positivt, da de ofte forvirrer mere end de gavner! Desuden er ikonerne på delene lette at aflæse, så man hurtigt finder ud af hvordan låget åbnes, skovlen sættes fast osv. 
R E S U L T A T: 1. test af pommes frites gav et virkelig positivt resultat. De blev lækre og sprøde på 40 min. (jeg brugte bagekartofler, da tiden forlænges med friske kartofler).
Alene derfor vil jeg helt klart bruge maskinen til at lave pommes frites – man undgår unødigt forbrug af olie, svedne og tørre fritter og fedtet bradepande!
Indlægget er sponsoreret, maskinen har jeg fået til test, men min egen mening om produktet danner grundlag for min anmeldelse.

Sunde smoothies

Jeg er ret glad for smoothies…

På det seneste har jeg eksperimenteret lidt med at få flere grønsager i dem, da jeg kørte lidt træt i de sædvanlige “A38 + Bær” varianter og gerne ville have mere power fra morgenstunden (især i de sidste uger af min graviditet).

Jeg bruger som udgangspunkt altid en stor skefuld friskhakket ingefær, mynte, citron, æblemost og appelsin og af og til lidt akaciehonning afhængig af frugternes/grønsagernes sødme. Dertil kan man tilsætte fx:

spinat og æble
rødbeder
mango eller ananas

Hold farverne adskilt – spinat og rødbede bliver sikkert lækkert, men farven blir knap så appetitlig 😉

Fynsk idyl

Vi har været på weekendtur med hele svigerfamilien i det sydfynske – nærmere betegnet Svendborg. 

Det er en rigtig smuk by med fine gamle huse med smukke farver, hyggelige caféer og cool butikker. Vi var på byvandring, som er en rigtig fin måde at komme rundt i hele byen på og ikke mindst få mulighed for at tage billeder på vejen rundt.

Vi havde lejet Røde Mølle, en smuk gammel vandmølle i bindingsværk, beliggende ved Hvidkilde sø ved Svendborg. Et dejligt sted, omgivet af den flotteste natur. Vi var ca 23 personer og der var plads nok til os alle – både rum til store familier og til 2 personer.

Inspiration til madplan

Et lille tip til at få styr på madplanen hver uge – print noget fedt grafik og sæt det i ramme!

Dette eksempel er fra bloggen her, hvor du i øvrigt kan finde rigtig mange gode madopskrifter og inspiration til at sætte en madplan sammen.
Jeg synes det er super godt tænkt, at man nemt kan skrive på glasset med en whiteboard pen og tørre det af igen og så er den sort/hvide kombi jo altid cool 🙂

Nytårstryllerier

Når januarvejret er gråt og trist, ja så drømmer jeg (udover sol og sommer) om mad i flotte farver – som man heldigvis sagtens kan lave 🙂 Derfor viser jeg lige lige lidt lækre madbilleder fra nytårsaften, hvor retterne bestod af:

Hors d’Oevres: Oliven med parmaskinke, Crostini med Manchego ost, Agurkeskiver med store rejer, avocado og ørredrogn

Forret: Moules marinières – blåmuslinger dampet i hvidvin, urter og grønsager

Hovedret: Chateaubriand med Hasselback kartofler, sauce og granatæblesalat

Dessert: Ananas carpaccio med karameltuilles, friske bær og passionsfrugt, råcreme – drysset med mynte og frysetørrede hindbær

Mums, det var lækkert 🙂 Billederne er taget af min dygtige søster 🙂