Den søde tand

Jeg får lyst til at bage fine kager…

Jeg købte et par forskellige glas med frysetørrede bær og nødder i Skagen, da jeg længe har syntes at især hindbær pynter så fint på kager – stærkt inspireret af Mette Blomsterberg.
Hendes opskrift på Sarah Bernhardt kager skal jeg helt sikkert prøve af og også hindbærsnitter med opskrift fra The Food Club.

Der er desuden lige røget lidt flere ønsker på min liste, – nemlig nogle af Mette Blomsterbergs silikone bageforme. Især springform, rugbrødsform og muffinform kunne jeg godt tænke mig – så er man fri for bagepapir og smørelse af formene! De fåes på hendes egen webshop men også i fx. Imerco og Inspiration. Er de ikke lækre?
Billeder fra Mette Blomsterberg samt The Food Club.



Dage i Skagen

Dejlige minder og solskin i sindet

Ak ja, så er ferien slut og en ny sæson og nye arbejdsopgaver skal igang. Jeg har haft en dejlig sommer og nyder at have alle oplevelserne siddende i frisk erindring – det giver masser af energi og glæde!
For vi har mest af alt nydt hinanden, det gode vejr og samvær med familie og venner. De mange planer om renovering af 1. sal blev derfor rykket bagerst i køen – til stort samvittighedsnag for kæresten, men come on – hvor ofte har vi lige lov til at nyde sådan en varm dansk sommer, som vi har haft i år?

Vi rundede ferien af med en tur i sommerhus og fantastiske Skagen, som viste sig fra sin smukkeste solrige side, så det var svært at styre lysten til konstant at fange de fine gule huse og romantikken på kamera!